Frivillig Familie Ven

Familienetværket ”Helping Hands”

Frivillig Familieven: Har du og din familie brug for støtte til familielivet?

Alle børnefamilier kan have brug for støtte i en periode. Derfor tilbyder Røde Kors en frivillig familieven til familier, der oplever et behov for støtte.  Det kan fx handle om at lytte og give sparring på hverdagsudfordringer, hjælpe med lektier og børnenes skolegang, skabe struktur og ro i hverdagen eller budgetlægning. Det kan også handle om at støtte op om fritidsaktiviteter eller hjælpe familien med at udvide eget netværk.

Hvad er en Frivillig familieven?

En frivillig familieven tilbyder dig og din familie støtte. Den frivillige familieven kan eksempelvis støtte med:

  • Det, der fylder lige nu i din familie
  • Skolegang, lektier og fritidsaktiviteter
  • Overblik over økonomi eller hverdagsplanlægning
  • Eller bare en god snak med en anden voksen

De frivillige er mellem 30-65 år og har forskellige faglige baggrunde. De har alle været igennem en rekrutterings- og screeningsproces og har gennemført minimum ét relevant Røde Kors kursus. Alle frivillige er kompetente og engagerede. Der indhentes børneattest på alle frivillige. En frivillig familieven har tavshedspligt om, hvem din familie er og hvad I taler om.

Hvor tit mødes jeg med familievennen?

Det aftaler du med din familieven. Vi anbefaler, at I ses jævnligt - som udgangspunkt cirka hver 14. dag. Der kan dog være forhold der gør, at der skal være kortere eller længere imellem.

Hvordan får jeg en familieven?

Du tilmelder dig via knappen nedenfor. Du vil efterfølgende blive kontaktet af en Røde Kors medarbejder, som vil spørge lidt ind til jeres behov. Derefter finder vi en familieven til jer, som vil kontakte jer for at aftale den første samtale.

Der planlægges et første, uforpligtende møde, hvor jeres familie og den frivillige kan vurdere, om der er grobund for en god relation. Røde Kors følger op på begge parter dagen efter. Når et forløb starter op, vil Røde Kors løbende følge op på både familie og frivillig.

Leder: Birgitte Jørgensen

Telefonnummer: 40 47 45 55
E-mail: grenaa@rodekors.dk